Tween haves med PTSD til følge!

Jeg er mor til tre skønne døtre, som jeg naturligvis er pavestolt af. De er min største bedrift. Men de er også mine største udfordringer. Min ældste er lige fyldt 10. Og hun er præ-teenager. PT'er og hun er dermed tæt på at give moderen PTSD! Lige så snusfornuftig og glad hun er det ene øjeblik, ligeså irrationel og fuldstændig vanvittig kan hun være det næste. Jeg kommer til at tænke på en linje fra et Sting-nummer: That's my baby, she can be all four seasons in one day. Jeg kan tydeligt se den fremtid vi går i møde, når teenagealderen kommer. En sur og utilnærmelig pige, der skubber sine forældre fra sig og helst så dem forsvinde langt væk. MEN. Den kliché nægter jeg at købe. Jeg taler med teenagere dagligt om deres skole, venner og familie. Og der er noget, der står bøjet i neon foran mig: Jo mere de kradser og bider og skubber forældrene væk, jo mere er det deres forsøg på at finde ud af om båndet kan holde. Hvor meget kan jeg skabe mig og hvor mange fejl kan jeg begå, før de opgiver mig? Elsker de mig stadig nok til at kæmpe for mig? Det er i den test, at flere og flere forældre til teenagere dumper. For de vil ikke tage kampen af frygt for, at de kommer til at blive uvenner med deres barn, men tough luck! Det er vores job at være de "strenge og mega-nederen" forældre. Vi skal ikke være venner. Vi skal være en fast klippe. Så når min datter flegner totalt ud over noget og raser over det hele, så er det, hun har brug for, at jeg holder pulsen nede (også selvom det er svært og jeg helst vil råbe igen), og at jeg tager hende ind i en  "jeg-forstår-dig-godt-og-det-er-super-svært-men-sådan-er-det-for-det-bestemmer-jeg" omfavnelse. Jeg vil være den forælder, der sætter de nødvendige grænser for mit barn, også selvom det er som at være midt i en orkan af raseri, for det er mit lod. Vær en nederen forælder! Vis din PT'er eller teenager, at du vil kæmpe til sidste blodsdråbe og opgiv dem aldrig. Du er den, de har allermest brug for.

Kuk i "nissehuen"

Hold da op der gang i den i december. Mange bager, klipper julepynt og pynter smukt og smagfuldt op til jul. Det er al ære værdigt. Men for Søren da, hvor får de dog tiden til det fra? Jeg ville da dø af en god omgang julestress, hvis jeg skulle følge med. Så det har jeg opgivet. Det er ikke, fordi julen betyder mindre for mig end for andre. For mig rummer julen muligheden for at bremse lidt ned, nedjustere mine forventninger til mig selv og mine omgivelser, og sidst men ikke mindst, til at ihukomme hvad julen handler om: kærlighed, omtanke, venlighed, glæde og det gode budskab. Efter en aften som oplæser til De 9 læsninger i den lokale kirke, så er jeg blevet mindet om, at julen handler om taknemmelighed. For det liv vi har, som ikke er alle forundt. Lad os huske på det. Og lad os have julen i vore hjerter hver eneste dag.

Hvad er egentlig vigtigt i livet?

Hvad er egentlig vigtigt for dig?

Et spørgsmål jeg tror mange overser i hverdagen. Er det vigtigt at alle nullermændene er fjernet og legetøjet er samlet op? Er det vigtigt at servicet i køkkenskabet er musselmalet? Er det vigtigt at få bilen skiftet ud med en ny hvert andet år? Er det facaden der er i højsædet? Og hvad sker der hvis og når, der kommer ridser i overfladen? Krakelerer alt?

Spørg dig selv: Hvad er vigtigt? For at finde svaret, så spørg dig selv: Hvornår er du mest afslappet, positiv, glad og hvilende? Når du har svaret på det, begynder du at nærme dig kernen. Det vigtigste er ikke at lede efter lykken, for de fleste har mistet grebet om, hvad lykken er.

Jeg vil ikke vågne op en dag og opdage, at mine døtre er flyttet hjemmefra, uden at jeg har mærket dem vokse op. Jeg vil ikke engang om forhåbentligt mange år se tilbage og opdage, at jeg brugte min tid på ligegyldigheder. Vores hjem er ikke til "Bo Bedre", det er et hjem, hvor vi "bor rigtigt" Der ligger legetøj på stuegulvet, der ligger sko og flyder på bryggersgulvet. Der er hobe af vasketøj og ja, jeg kan blive ved. Men ved I hvad? Jeg står af! Jeg vil ikke længere lade mig påvirke af danskernes tiltagende #livstilsprogrammertildetstårmigihalsen. Der er haveprogrammer, boligindretningsprogrammer, boligerenoveringsprogrammer, boligsalgsprogrammer, bageprogrammer, madlavningsprogrammer, gør-det-selv-programmer og jeg kunne blive ved og ved. 

Hvad er dette et symptom på? Fra mit synspunkt er vi blevet så besatte af tanken om "det gode liv", at vi helt glemmer at leve det. Vi er hårde ved os selv, når tingene ikke lykkes og alle vores forestillinger om os selv og vores liv spænder ben for os og vi ænser ikke, at det er inden for rækkevidde hver dag. I dag har jeg besluttet, at jeg ikke vil bebrejde mig selv, at jeg aldrig bliver slank, at jeg aldrig får det "perfekte bo bedre hjem", at jeg ikke kommer i motionscenter, og at jeg nok heller ikke imorgen kommer alle spindelvævene til livs. 

Det der betyder noget for mit liv, er at mine døtre har det godt, at jeg kan komme ud under åben himmel og høre fuglene synge, at jeg udvikler mig personligt, åndeligt, menneskeligt og at jeg sætter pris på de mennesker, der er omkring mig. DET betyder noget. Alt andet er sandet i glasset. Jeg samler store sten fra nu af:-)