Tween haves med PTSD til følge!

Jeg er mor til tre skønne døtre, som jeg naturligvis er pavestolt af. De er min største bedrift. Men de er også mine største udfordringer. Min ældste er lige fyldt 10. Og hun er præ-teenager. PT'er og hun er dermed tæt på at give moderen PTSD! Lige så snusfornuftig og glad hun er det ene øjeblik, ligeså irrationel og fuldstændig vanvittig kan hun være det næste. Jeg kommer til at tænke på en linje fra et Sting-nummer: That's my baby, she can be all four seasons in one day. Jeg kan tydeligt se den fremtid vi går i møde, når teenagealderen kommer. En sur og utilnærmelig pige, der skubber sine forældre fra sig og helst så dem forsvinde langt væk. MEN. Den kliché nægter jeg at købe. Jeg taler med teenagere dagligt om deres skole, venner og familie. Og der er noget, der står bøjet i neon foran mig: Jo mere de kradser og bider og skubber forældrene væk, jo mere er det deres forsøg på at finde ud af om båndet kan holde. Hvor meget kan jeg skabe mig og hvor mange fejl kan jeg begå, før de opgiver mig? Elsker de mig stadig nok til at kæmpe for mig? Det er i den test, at flere og flere forældre til teenagere dumper. For de vil ikke tage kampen af frygt for, at de kommer til at blive uvenner med deres barn, men tough luck! Det er vores job at være de "strenge og mega-nederen" forældre. Vi skal ikke være venner. Vi skal være en fast klippe. Så når min datter flegner totalt ud over noget og raser over det hele, så er det, hun har brug for, at jeg holder pulsen nede (også selvom det er svært og jeg helst vil råbe igen), og at jeg tager hende ind i en  "jeg-forstår-dig-godt-og-det-er-super-svært-men-sådan-er-det-for-det-bestemmer-jeg" omfavnelse. Jeg vil være den forælder, der sætter de nødvendige grænser for mit barn, også selvom det er som at være midt i en orkan af raseri, for det er mit lod. Vær en nederen forælder! Vis din PT'er eller teenager, at du vil kæmpe til sidste blodsdråbe og opgiv dem aldrig. Du er den, de har allermest brug for.